D.27. oktober startede vores ferie i Australien, Thomas havde været i Australien i 6 uger,i forbindelse med arbejde, så Anne-Mette ankom alene og godt træt til Brisbane efter 32 timer undervejs..

Vores 2 første dage foregik i Brisbane, og allerede første dag var vi i Lone Pine, hvor vi håndfodret kænguruer og krammede med koalaer – så var vi også godt i gang med det spændende dyreliv ”down-under”.

Dagen efter tog vi på Hval-safari – det var den sidste tur i år, da ”hvalvandringen” mere eller mindre var overstået – og vi fik på forhånd af vide, at vi skulle være heldige hvis vi så nogle hvaler – vi var heldige efter 3½ times sejlads i store bølger og et hav af søsyge medpassagerer, så vi en hun hval og dens kalv – det var ikke noget med at den hoppede op af havet – men vi så dem og det var en stor oplevelse…

D.30.oktober fløj vi nordpå til Whitsunday Islands – et rigtig Bounty sted, med store hvide strande i metervis… Vi var der i 3 dage, og fik lejet en bil til resten af vores ferie…

Den første dag tog vi op til Dingo Beach – og stor var vores forundring, da vi havde hele stranden for os selv – heldigvis nåede vi lige at kaste øjet på en skilt der var opsat, og som fortalte at oktober-marts er sæsonen for jellyfish og stingers(næsten den samme ting), og hvor den mildeste form som bivirkning ved stik fra disse, er respirationsstop.. Så vi droppede at bade og gik en tur i stedet for..

Næste dag var vi igen på sejltur, denne gang ud til Great Barrier Reef, en tur på 2 timer, vi blev sat af på en platform, hvorfra vi kunne få snorkeludstyr og våddragter – ja, forestil i jer bare synet!!!

Vi havde en rigtig god dag, hvor vi så masser af koraler og fisk i alverdens farver – og som man kan se på billederne var nogle af fiskene så vant til mennesker at vi kunne klappe dem…

Fra Whitsunday tog vi til Broken River Mountain Resort, en køretur på 4-5 timer, oppe i bjergene og regnskoven – et skønt, meget smukt og grønt sted. Hovedformålet var at se en platypus – et næbdyr, som bekendt kun lever i Australien, de er meget sky – og kommer kun frem ved sol-op/ned gang.

Hele aftenen sad vi spændt og ventet ved floden på at se næbdyr, stille som amen i kirker – uden at se et eneste næbdyr – til gengæld så vi en slange, 87 skildpadder og en enkelt bjergkænguru..

Om natten var vi på en guided tur i regnskoven for at se natdyrene som possums, varaner m.m. Guiden var sød at vise os et perfekt sted hvor vi så satte os næste morgen klokken 6…

Næste morgen så et mange næbdyr – de er de sjoveste, underligste og hurtigste dyr vi endnu har se – det hele værd..

Næste dag kørte vi videre til Emu Park, hvor vi kun var enkelt overnatning, næste dag var vi i Koorona Krokodille park – det en farm, hvor de lever af at sælge skind og kød… Da krokodillerne er fredet, beholdt de dem de fangede i naturen – der var bla. en krokodille der havde spist sin dyrepasser i en Zoo, en krokodille der var blevet holdt som kæledyr. Den største vi så var over 6m lang og vejede ca. 800 kg. Vi prøvede at holde en ”lille” krokodille, hørte og lærte om krokodiller, samt spiste krokodille kød og købte en krokodillepung – så vi fik det hele med…

Derfra kørte vi videre til Bargara, ca. 10 kilometer fra Bunderberg vi boede med strand på den ene side og en golfbane på den anden, så det var ren luksus – Vi var inde og Bunderberg-romdestilleri, Bunderberg Gingerbeer bryggeri og slappede ellers af og nød strand og golfbanen.

Herfra kørte vi videre til Bryon Bay – kendt for strand, bølger, surfere og hippier – det sidste blev lige lidt overkanten, da de gerne ville fotografere og læse vores auraer – så vi blev en overnatning og tog så videre til Tea Garden hvor vi kunne have vores aura i fred…

Tea Garden var et meget lokalt og hyggeligt sted – det billigste sted vi endnu har boet – vi fik også en ekstra nat gratis – bare for at holde på turisterne.. Da vi ankom, var der Melbourne Cup – en landsbegivenhed – så der var liveband, og lækkert mad og mennesker i festligt lag – vi ”festede” lidt med dem og nød den lokale stemning..

Hotellet lå lige ud til et indløb fra Nelsons Bay – den første morgen vi gik ud hoppede der 2 delfiner forbi, og et væld af pelikaner stod som dekorationer langs indløbet..

Vi var i Tea Garden i 3 dage, og var bla. på endnu en regnskovs tur udkig efter vildt levende koalaer, uden held. Og på en af vores strandture så vi ca. 15 delfiner hoppe i bølgerne sammen med surferne…

Den sidste dag tog vi i Hunter Valley – det største vin distrikt i New South Wales, et smukt syn med vin marker der strakte sig i dale og bakker, desværre også sted for en million fluer – men vi var ude på en vingård, fik prøvesmagt og holdte en rigtig picnic med ost og vin..

Næste dag kørte vi til Sydney, som var slut destinationen for vores ferie i Australien, vi afleveret bilen, og havde fået kørt 3000 km. på turen fra Whitsunday til Sydney. Vi havde 2 gode dage i Sydney, fik set Zoo ”with a view”, Operahuset, Darling Harbour, Sydney Harbour Bridge, Sydney Tower og en masse butikker…

Vi fløj fra Sydney til Singapore hvor vi brugte 2 dage, på at nyde et luksus hotel, deres pool på taget, og de største og vildeste shopping centrere vi endnu har set – og her tæller New York med…Så det blev til lidt julegaver, og følelsen af at være celebrity, i shopping Centre med en Burberry, Prada, Cartier, Gucci m.m. på hver etage..